Billeder siger mere end tusinde ord - Dominica

Billeder siger mere end tusinde ord

Vi har derfor valgt ikke at skrive noget, men lade billederne tale for sig selv. Under vores besøg på Dominica har vi blandt andet badet i flere vandfald, sejlet ind til Kalypso´s hus, været oppe ved en sø opvarmet af kogende magma, og vandret i noget af den vildeste natur vi nogensinde har oplevet. 

Så nyd turen gennem Dominica.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En vild naturoplevelse - der er flere i horisonten!

En vild naturoplevelse - der er flere i horisonten!

Kender i det med at stå meget tidligt op for så at bruge hele dagen på at opleve en masse for så at gå meget sent i seng, helt mættet med indtryk.? Hvis i gør, så ved i hvordan Lukas, Michael, Mathias og jeg havde det igår.

 

Vi var det meste af Guadeloupe rundt i en lille, grå Peugout 206. En lille grå bil med en motor på størrelse med en symaskine i. Bilen havde det hårdt, rigtigt hårdt, især på opkørslen til Le Soufrieré, en aktiv vulkan på Guadeloupe (1456 m.) Da vi nåede toppen, var koblingen ikke eksisterende og motoren var 110 grader. Dog klarede den dagen i Basse Terre regionen, den kuperede del af Guadeloupe.

Så starter opstigningen. En lille klatretur på 1 ½ skal tilbagelægges. Vi starter i regnskoven og bevæger os langsomt op gennem den. Det grønne virvar af træer, buske, lianer og forskellige blomster og orkidéer vælter frem fra hvert et sving på stien. Den ene mere farvestrålende end den anden. Træernes farver skifter nuance, alt efter hvordan solen rammer den. Det er et syn, man skal se for at forstå, hvor mange forskellige planter der reelt set er i skoven.

Vi når til det stejleste stykke. En sti, der mere kan beskrives som en klatrevæg, der snor sig op gennem den grå sky der er rullet ind over toppen af vulkanen. Det skaber en helt speciel stemning. Som om man går i en helt anden og gådefuld verden. Afskåret fra resten af verden. Terrænet og klipperne skifter farve og karaktér. De frodigt beklædte sten bliver langsomt mere og mere bare og sorte. Den gule svovlfarve bliver mere fremherskende og lyden af svovl der bliver slynget ud fra vulkanens indre bliver højere og højere. Vi går udenom afspærringen. Vi vil helt tæt på. Så vi ender ude ved kraterkanten og kan sened i vulkanens indre. Her er der tryk på kaskaderne af svovldampe der bliver kastet ud. Stanken er uudholdelig, men man vender sig sjovt nok til den.

 

I skrivende stund er forberedelserne til næste tur i fuld gang. Turen går mod Dominica. Øen, hvor Carib indianerne hersker. Kannibalerne lever i bedste velgående og hvor Jack Sparrow har sin vante gang på havnen. Der skal vi hen. Et er sikkert. Hvis vi ikke bliver spist, ikke ender i den næste pirates of the Caribbean film, eller farer vild i den massive regnskov så får vi en oplevelse udover det sædvanlige. Så blogindlægget her bliver måske det sidste. Hvem ved.?  

Barracuda, nye ansigter og Guadeloupe

Barracuda, nye ansigter og Guadeloupe

Der er sket mange ting siden sidst. En ting er sikkert, der sker noget hele tiden. Vi sejler fra den ene lækre og spændende ø, til den anden. Vi lever på båden og mottoet en pige i hver havn, er ved at brænde sig fast på nogle af os.

Til dem der var ombord på Essex Girl før, under og efter Heineken Regattaen, så vil Mathias og jeg sige mange tak for tiden ombord. Vi har nydt det. Det er svært sammenligneligt med noget andet. Tak for turen. :-)

Mens vi har været fraværende på bloggen, har tiden ikke stået stille. Vi har blandt andet flyttet os fra St. Maarten til Guadalupe med pit stop i Fajardo. Vi har mistet nogle besætningsmedlemmer og fået to nye. Vi har været tilbage på Puerto Rico, for at hente et storsejl og proviantere. På vejen fra Puerto Rico fik vi halet en Barracuda ombord. Så Jan er stolt for tiden. En ordentlig børge på en meters penge. Den ser ond ud, sådan en Barracuda, når man kommer tæt på, men den smager rigtigt godt, når den bliver vendt i æg og mel og friturestegt. Det er noget der virker. 

 

Vi har sejlet i 40 timer for at komme frem til St. Barthelemy. Et sted vi sent glemmer, på grund af den fantastiske natur på øen. Der er ikke 500 meter på øen der er vandret. Det er stejlt op og stejlt ned igen. Det er et lækkert sted at løbe, omend et meget hårdt sted at løbe 8 km. Der var god stemning på kajen og ikke mindst en rigtigt god udsigt fra båden og ind på land. Et sammensurium af fede amerikanere, rige franskmænd og deres døtre. Der var noget for enhver smag at kigge på. St. Barthelemy er ikke et sted for nærrigrøve. Det er her de store motorbåde ligger til kaj. Det er her, ned til kajen, der ligger en Louis Vuitton butik med en hænge køje til salg. En hængekøje til 26600 euro! Det er også stedet, hvor svenske gadenavne hænger side om side med franske og hvor vi drenge fik noget af en oplevelse om aftenen. Masser af fest og ballade krydret med 17 Gin Fiss drinks plus det løse. Vi havde det stramt om morgenen – det kan jeg godt fortælle jer. Michael fik snakket med Ulrik i den store telefon efter en halv time til søs. Vi så ham ikke før dagen efter om efter middagen. 

 

Det er mørkt. Skroget og båden krænger 30-40 grader. Vandet sprøjter ind over rælingen. Det falder som kaskader ned over lugen, ruffet og dækket. Kortbordslugen bliver klappet i prompte, men for sent. Vandet strømmer ned gennem lugen. Jan brøler ”NEJ!” smækker den i med det samme. Det er mørkt, men månen skinner ned over dækket. Den lyser dækket op og vi ser som var det dag. Bølgerne er store og vinden er god. Vi skyder en god fart. Så Guadalupe er ikke langt væk, men der er stadig mange sømil. Meget langt. Maden er klar. Idag står den på stuvet hvidkål med pølser og bacon. Det er lækkert. Dog er bølgerne høje og kun fem ud af syv skal have. Michael sover under dæk, ramt af søsyge og tømmermænd. Torben er kun ramt af søsyge. Os andre – vi spiser gladeligt.

 

Her i eftermiddagssolen bliver der fortalt vidt og bredt omkring livet oppe i byen, på havnen. Vi har leget turister idag og set hovedstaden på Guadalupe. Imorgen skal vi op på toppen af en aktiv vulkan. 

Det bliver uden tvivl en oplevelse. Det samme gælder når Jan fortæller historier om oplevelser han har haft. De bliver altid bedre og bedre jo lavere solen står på himlen. Et er sikkert. Når citatet; ”Jeg kan godt lide de franske øer, de

er meget smukke og har en utrolig stram røv”, indgår så er niveauet lagt og vi er alle færdige af grin.

Så vi ser frem til nye oplevelser ombord på Essex Girl. Der er ikke megen komfort, men vi kompensere ved at have det rigtigt sjovt hele tiden. Selv når vejret bliver hårdt og bølgerne høje.

Fra St. Maarten til Bitter End

 Fra St. Maarten til Bitter End

Siden festen på St. Maarten, afslutningen på Heineken Regattaen og har vi nu sagt farvel til St. Maarten. Vi har haft en stor oplevelse i at deltage i et af verdens største events til søs.

 

 

Det er bare noget andet at sejle kapsejlads herovre, og især Heineken. Det hele er godt organiseret. Der er fest hver aften fire forskellige steder på øen. De bliver vildere og vildere, for  til sidst at afsluttes med et kæmpe brag af en fest. Vi, Michael, Lukas, Mathias og jeg, var helt oppe foran. Det var vildt. Høj musik pumpende ud af højtalerne. Red Foo, bandmedlem i LMFAO, på scenen med så meget krudt i røven at han ville kunne sætte gang i en hvilken som helst begravelse, uden større vanskeligheder. Alt det krydret med en sort nattehimmel gennemboret af tusinder af stjerner. En helt fantastisk oplevelse der uden sammenligning er en af de bedste jeg har haft. At der så var kamp oppe foran, for at holde vores pladser, så meget, at man skulle tro der stod en sur flok han-næsehorn bag ved os. At Red Foo sprøjtede mere end 6 flasker champagne ud over os, og at Mathias blev væk fra mig og ikke gav lyd fra sig før jeg så ham ligge og boble i rørkøjen. Det er bare ekstra krydderi ovenpå.

 

Under stævnet har vi ikke haft tid til så meget andet end at sejle kapsejlads. Vi har befundet os på marinaen i Simpson Bay og stort set ikke været andre steder. Derfor besluttede de fleste ombord, at vi, mandag, skulle se øen. St. Maarten der er delt mellem Frankrig og Holland, hvor der på den ene side betales med dollars og på den anden side betales med euro. Det er en utroligt flot ø, med høje bakker, beklædt med et grænt dække af planter, buske og træer. Over hele øen er der frodigt og grønt. Vandet står i skærende kontrast, med dets tyrkise farve. Havet glimter hele vejen rundt om øen, og indimellem kommer en hvid sandstrand til syne.

 

Vi kørte øen rundt, først til Oyster Pond, dernæst til Orient beach for at bade og slutteligt ned til Maho Beach, hvor bølgerne slår ind i takt med, at flyene lander lige hen over hovedet på turisterne der bade i vandkanten. Vi fik ikke set nogle store fly lande. Men dagen efter var vi på pletten og tog revenche. Vi fik set den største af dem alle, lande på øen. En Boing 747. Der er en stor maskine, når den kommer susende lige henover hovedet på en.  

 

 

Vi ligger nu i British Virgin Islands, ved en ø der hedder Virgin Gorda. Vi ligger i Bitter End Yacht Club. Her er en helt vildt hyggelig stmening. En stemning der er svær at forklare. Der er ro og fred. 

 

Vandets stille klukken mod båden og strandkanten gør, at man med det samme, man rammer kajen, føler en helt anden form for ro falde over en. Når chikaderne tændes om natten, falder man i søvn til deres musik. Det er rigtigt lækkert.

Heineken Regatta ombord på Essex Girl

Heineken Regatta ombord på Essex Girl

Heineken Regatta på St. Maarten går under sloganet ”Serious fun” og det kan vi, her ombord på Essex Girl, skrive under på, at det er. Stemningen herovre er af en anden verden. De stævner vi kender til derhjemme, de kan godt pakke sammen. Heineken Regatta er i en liga for sig.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor så mange sejlere kommer hertil for at konkurrere ude på vandet og feste inde på land. Men efter at have prøvet det selv, kan jeg godt forstå det. St. Maarten danner en fantastisk ramme for sejlads. Med tyrkis farvet vand, en passatvind kommende fra en østlig retning, og et spændende og fascinerende landskab som baggrund for stævnet, bliver det næsten ikke bedre.

 

Vi har haft travlt med at komme fra Fajardo i Puerto Rico til St. Maarten og på vejen mellem de to øer, gøre båden klar til kapsejlads. Det har været en intens periode, hvor der ikke har været tid til meget sjov og ballade. Vi har været tidligt oppe og er gået sent i seng. Det er først nu, her efter stævnet, at det er gået op for mig, hvad det egentligt er vi har været med til. Det største event i Caribien, med alt lige fra 100 fods sejlbåde til små 20 fods cruisere. Tusindvis af mennesker både på land og på vandet. Scene med live musik, og mange boder sat op med mad, merchandise og drikkevarer.

 

 

Hele opgaven omkring at få et team til at spille sammen er en utrolig svær opgave. Især når man skal præstere og forsøge at sejle så godt som muligt. Her det vigtigt, at man skaber de rigtige rammer for at teamet som helhed kan udvikle sig. Det synes jeg vores team har gjort. Vi har gennem de tre stævnedage forbedret kommunikationen, forbedret boathandlingen. Hvad vigtigere er, så har vi lært hinanden at kende og fået sporet os ind på hinanden. Det har givet mulighed for nogle vilde oplevelser, der nok ikke kommer igen lige foreløbigt og som bliver meget svære at overgå. Der er blevet overvundet mange barrierer. For eksempel er det første gang Mathias sejler på en kølbåd og så bliver han oveni købet sat til at være på fordækket, ombord på en kapsjlende kulfiberracer til et af verdens største events.

 

Resultatmæssigt kommer vi ind på en 6. plads ud af 12 både i vores løb. Vi kunne med en god præstation søndag holde fast i en fjerdeplads, men det var ikke vores dag. Vi ramte ikke rigtigt, rent taktisk, hvilket tydeligt ses på resultatet.

 

Der er selvfølgeligt blevet festet, for hvad er en caribisk kapsejlads uden en kæmpe stor fest. Især sidste dagen, hvor hele regattaen afsluttes, var noget helt for sig selv. En kæmpe scene på en strand, under den mørke caribiske nat med masser af god musik og tusinder af festglade mennesker der alle vil det samme, nemlig at have serious fun. Det havde vi. Vi unge ombord var helt op foran scenen for at høre LMFAO live. Der blev skubbet og maset, hældt champagne ud over tilskuerne og meget mere, som ikke har godt af at komme frem i lyset. Det kan dog nævnes at Jan, Skipper, tog tidligere hjem end os andre, fordi han blev træt.;-), at Michael fik svømmet i vandkanten sammen med en lokal og at jeg selv nær var kommet hjem med en 40 årrig dame med en ordentlig sambanumse.

Det har været fedt, en fed oplevelse og det er nok ikke sidste gang jeg kommer her til St. Maarten. Hvis du leder efter en kapsejlads ud over det sædvanlige. Så skal du tage til Heineken Regatta. Det er noget af det sjoveste og vildeste jeg  har prøvet. Det kan stærkt anbefales.!