De første dage til søs

De første dage til søs

Med udsigt ud over Simpson Bay fyldt med yachter i alle størrelser. Fra stor over større til kæmpe færger. Her er lidt for enhver smag. Vi er på St. Martin for at sejle Heineken Regatta og her er der allerede skruet godt op for stemningen.

De første par dage til søs har været rigtigt gode og vi har konstateret, at det ikke er Mathias eller jeg, der er søsyge bord. Egentlig er det faktisk Martin, der har lidt problemer med det fremfor Mathias :-)

Mathias´ første oplevelser til søs:

”Nu gælder det – to måneder på Essex girl som uprøvet sejler – en blanding af nervøsitet og spændning er fornemmelsen i kroppen, da vi sejler ud af Puerto del Rey Marina mod St. Thomas. Ikke længe går der, før de føste ting skal laves på båden, da vi kommer på vandet – storsejlet/forsejlet skal hejses. Folk indtager deres pladser og jeg holder mig lidt i baggrunden og observerer, mens det hele går løs. Efter lidt tid – er det hele gjort klar og vi kan nu nyde det dejlie vejr på båden og få en snak om, hvordan det hele fungerer inden vi rammer St. Thomas sidst på aftenen.

100 sømil skal nu tilbagelægges fra St. Thomas til St. Maarten – en sejlads på over 20 timer. Vi er delt op i to hold – Martin og jeg er på fra 18-24. Så den første langdistance sejlads og nat sejlads er lige om hjørnet.

Natten går strygende. Der er store bølger og stjernehimlen er helt fantastisk. Vinden giver os god fart gennem vandet og båden sejler som en drøm. Vi hænger godt fast, de fleste på vores vagt er på toppen, ingen er søsyge. Michael falder dog fra og efter nogle timer er der ikke mange tilbage ombord, der ikke kan mærke bølgernes rullen og mavens rumlen. Mathias klarer skærerne uden problemer. Ingen søsyge, går under dæk og koger vand. Koger så meget at han hælder det ud over hånden og brænder halvdelen af hånden. Han overlever. Det er godt Jan´s is til sundownere også kan bruges medicinsk.”

St Maarten kommer i syne om morgenen og vi venter nu spændt på at komme igang med stævnet. Stemningen er helt i top, forventningerne er tårnhøje og træningspasset på vandet imorgen vil give 

indikationer om, hvor godt det kommer til at gå. M & M er på fordækket.

Over and out.!

De sidste dage på egne ben

De sidste dage på egne ben

Nuyorican cafe har vi til gode til næste gang, vi er i San Juan for vi valgte istedet at pakke tingene om aftenen og køre tidligt næste dag. Grunden til det – En af verdens højeste ziplines. Det var vildt, noget af en oplevelse. At hænge 100 meter over en stor kløft var både grænseoverskridende og fedt. Så især når den foregår kl. 9 om morgenen. De 1,5 km. turen over kløften varede, var den tidlige 

køretur værd. 

 

De efterfølgende dage blev brugt i Fajardo sammen med Per og Essex Girl. Vi brugte timerne på at få hende gjort klar til afgang. Klar til at resten af besætningen skulle ankomme d. 1. Vi har blandt andet været i masten begge to, været hele vandlinjen rundt med svamp og børste og meget andet dæksarbejde.

 

Ud for Fajardo ligger der en ø, der hedder Culebra. På nordsiden af øen, gemt mellem palmer, bakker og en lille indsø ligger Flamengo Beach. En af Caribiens bedste strande. Den måtte vi besøge.! Efter en forsinket afgang mod øen, kom vi endelig derover kl. 17. Culebra bød på en rigtig god strand, og rigtigt gode drinks. Vi sov ikke mange timer i det lejede hotelværelse. Da hovedet ramte puden, blev lyset for alvor slukket. Vi er gode til at stå tidligt op, så hvorfor ikke stå op kl. 6, for at tage den første færge kl. 6.30 og møde resten af besætningen for derefter at afsejle Fajardo mod St. Thomas.

En besætning bestående af 10 gæve mandfolk. Så det skal nok blive en god tur ud til St. Martin og tilbage igen. 

Regnskov, Jeep og vandfald

Regnskov, Jeep og vandfald

Idag har vi været på skov til regnskoven EL Yungue. Et helt igennem fantastisk stykke natur, hvor himlem kysser trætoppene og hvor regnbyger  kan opstå ud af ingenting. Samtidg har dagen budt på flere flere gode overraskelser der har betydet at humøret har været helt i top, hele dagen.

Efter en god portion morgenmad blev kursen sat mod El Conventio, hvor Per blev samlet op og vi kørte ud og hentede den bil Per havde lejet. Hvilken bil! En orange farvet Jeep Wrangler, lang model. Var der to drenge der fik julelys i øjnene, da de så den. Det tror jeg nok! Den kører som en drøm, både gennem regnskov og gennem forstaderne af San Juan. Man føler sig godt tilpas i en stor bil.

 Regnskoven El Yungue er en af Puerto Ricos små perler, der med bjerge på op til 1000 meters højde giver udfordringer når man skal på eventyr i skoven. Vi tog turen op til toppen af EL yungue. En tur på 2 timer den ene vej og en time den anden vej. På toppen var der ikke noget at se, for en kæmpe sky lå lige over bjerget da vi kom op. Inden da havde flere fede udsigter åbenbaret sig for os. Så en rigtigt god tur både op og ned.

 

Efter en lang gåtur er det godt at blive kølet ned igen og det gjorde vi ved, sammen med Per, at gå ned til et vandfald i nationalparken, hvor vi fik kølet af ladet batterierne op til turen hjem til San Juan. Vi satte Per af i Fajardo på Waldorf Estoria´s resort med egen ø og alt hvad der ellers hører til et luksus resort til rige amerikanere. Vi kørte hjemover mod San Juan.

Her til aften venter der en kæmpe fest, på den bedste salsabar på hele øen. Vi bor tilfældigvis lige over den. Nuyorican cafe. Så vi skal ned og se hvad det er for noget. imorgen starter dagen nok med morgenmad og en køretur i den åbne Jeep. Vi glæder os allerede.:-)

Endelig på farten!

Endelig på farten!

Efter 30 timer på farten fra Danmark til Puerto Rico er vi nu nået frem og er begyndt at komme at vende os til livet her i Puerto Rico. Efter to timers ventetid på startbanen i Frankfurt kom vi endelig afsted. Man møder mange spændende mennesker på et fly over Atlanten. Vi havde fornøjelsen af 40 ortodokse jøder, der med bøn, specielle madvaner m.v. gjorde turen ret anderledes end forventet.

Vi har på to dage oplevet mere end de fleste krydstogtgæster når på en uge. Vi har fået en på opleveren efter kun to dage i San Juan.

Første dagen efter ankomsten blev brugt på at finde El Morro og San Cristobal. Fæstningsværker der gennem tiden har været med til at beskytte den vigtigste havn i den nye verden. Imponerende er de, fæstningerne, hvis mure rejser sig mere end 15 meter i højden. Og næsten det samme i tykkelsen. Det er vildt at tænke på, at disse kolosser har stået der i mere end 300 år og at de er bygget med håndkraft.

De mange små gader i den gamle bydel er smalle og giver en helt speciel stemning, som om at der rundt om hvert gadehjørne kan gemme sig en ny spændende restaurant eller oplevelse der bare venter på at blive opdaget. Sidst på dagen fandt vi med bus, vejen ud til et gigantisk indkøbscenter. Vi kunne ikke rigtigt begribe at tøj, sko og andre ting var så billige. Det bliver farligt når vi kommer til San Juan igen.

 Hen under aftenen fik vi endelig mødt Per Tidlund, en af de andre gaster ombord på Essex Girl. En helt igennem god fyr, der gerne ville med på opdagelse. Derfor besluttede vi at tage til El Yungue Rengskov dagen efter.

Forberedelser på trods af træningslejr

Forberedelser på trods af træningslejr.

Der er ikke længe til vi skal afsted. Ikke længe til vi går ombord i det første fly i en række på tre for at komme til Puerto Rico og dets tropiske varme og fremmede indtryk. Der er ikke længe til at eventyret ombord på Essex Girl med stævner, sejlads i det caribiske øhav og andre oplevelser i verdensklasse venter.

Mathias glæder sig og jeg glæder mig. Det hele er ved at tage form. På trods af, at jeg sidder på Gran Canaria på en træningslejr i den olympiske Nacra 17 katamaran, og Mathias er derhjemme i Danmark. Så er planlægningen i fuld gang. Vi har et sted at bo de første dage i San Juan, vi ved hvor vi skal leje bilen, vi skal bruge for at komme op i regnskoven. Vi ved hvor Båden ligger, så det hele er ved at være tilrettelagt. Den minutiøse planlægning bliver lavet i flyet på vej derover og hen ad vejen, når mulighederne byder sig.

Med bloggen her belyser vi de forskellige sider af det at rejse i Caribien. Som helt ny og uerfaren er Mathias for første gang ombord på en lystbåd der sejler længere distancer. Der venter ham mange fede oplevelser og måske et par dårlige, hvem ved, hvor hårdt han bliver ramt af søsyge? Mig selv er lidt mere garvet sejler og det bliver mere detaljerede fortællinger omkring stævnerne og hvor i Caribien vi sejler hen og hvad vi laver. Søsygen kan jeg nok heller ikke undse mig fra, da jeg er vant til at sejle på en mindre katamaran. Det hører dog med til oplevelsen af, at være ombord og sejle rundt i fremmede farvande.

Vi glæder os, vi glæder os meget til at komme afsted. Sommerfuglene er begyndt at flyve i maven og de bliver nok synkroniseret,  når Mathias og jeg mødes d. 23 om aftenen og gør de sidste småting klar til afgang.